Nye retsafgifter gældende fra den 1. oktober 2021 i civile retssager

NYE RETSAFGIFTER GÆLDENDE FRA DEN 1. OKTOBER 2021 I CIVILE SAGER

Den 1. oktober 2021 trådte den nye lov om retsafgifter i kraft. Loven er gældende for civile retssager, der anlægges eller ankes den 1. oktober 2021 eller senere. Formålet med loven er at forenkle retsafgiftsreglerne, men lovændringen medfører også den væsentlige ændring for civile retssager, at det i særligt større civile retssager bliver markant billigere at anlægge eller anke retssagen end tidligere, mens den reelle afgiftsbyrde først indtræder senere i forbindelse med berammelse af sagen til hovedforhandling.

Retsafgifter i civile retssager før og efter den 1. oktober 2021

De gældende regler før den 1. oktober 2021

Reglerne før den 1. oktober 2021 for beregning af rets- og berammelsesafgifter i civile sager var sådan, at sagsøger i sager med en værdi på højst DKK 50.000 skulle betale en retsafgift på DKK 500 ved sagens anlæg samt en senere berammelsesafgift på samme beløb.

I sager med en værdi på over DKK 50.000 skulle sagsøger betale en retsafgift på DKK 750 med tillæg af 1,2 % af den del af sagsværdien, der oversteg DKK 50.000, ligesom sagsøger senere skulle betale en berammelsesafgift på samme beløb.

Dog kunne rets- henholdsvis berammelsesafgift maksimalt udgøre DKK 75.000 hver, hvilket i praksis betød, at der skulle betales maksimale afgifter på i alt DKK 150.000.

Retsafgifter i 1. instans - de gældende regler fra den 1. oktober 2021

Efter de nye regler skal sagsøger ved en retssags anlæg i 1. instans betale en retsafgift på DKK 750, når sagens værdi er på højst DKK 100.000. I sådanne sager skal der ikke senere betales ikke berammelsesafgift.

For sager med en værdi over DKK 100.000 betales af sagsøger ved sagens anlæg i 1. instans en retsafgift på DKK 1.500. Herudover betales af sagsøger en berammelsesafgift for gennemførelse af en hovedforhandling (eller skriftlig behandling, der træder i stedet for), som fastsættes i intervaller efter sagens værdi på følgende måde:

Berammelsesafgift

DKK 3.000

DKK 8.000

DKK 14.000

DKK 35.000

DKK 60.000

DKK 85.000

DKK 110.000

DKK 135.000

DKK 160.000

Sagens værdi

DKK 100.001-250.000

DKK 250.001-500.000

DKK 500.001-1.000.000

DKK 1.000.001-2.000.000

DKK 2.000.001-3.000.000

DKK 3.000.001-4.000.000

DKK 4.000.001-5.000.000

DKK 5.000.001-6.000.000

Over DKK 6.000.000         


Berammelsesafgiften vil almindeligvis skulle betales tre (3) måneder før sagen skal hovedforhandles. Bortfalder sagen imidlertid – f.eks. som følge af at parterne indgår et forlig, eller at sagsøger hæver sagen – og meddeles dette til retten senest to (2) uger før hovedforhandlingens begyndelse, bortfalder berammelsesafgiften, der i så fald vil blive tilbagebetalt til sagsøgeren, hvis denne forinden har været betalt. Før den 1. oktober 2021 var fristen for denne meddelelse seks (6) uger før hovedforhandlingens begyndelse.

Retsafgifter i ankesager - de gældende regler fra den 1. oktober 2021

I ankesager til landsretterne med en værdi på højst DKK 100.000 betaler appellanten en retsafgift på DKK 1.000 i forbindelse med indlevering af ankestævning, mens der ikke betales en berammelsesafgift.

I ankesager til landsretterne med en værdi på over DKK 100.000 betaler appellanten en retsafgift på DKK 2.000 i forbindelse med indlevering af ankestævning, mens appellanten også skal betale en berammelsesafgift beregnet efter samme intervalmodel som beskrevet ovenfor i sager i 1. instans.

I ankesager til Højesteret med en værdi på højst DKK 100.000 betaler appellanten en retsafgift på DKK 4.000, mens der ikke betales en berammelsesafgift.

I ankesager til Højesteret med en værdi på over DKK 100.000 betaler appellanten en retsafgift på DKK 4.000, mens der betales en berammelsesafgift beregnet efter samme intervalmodel som beskrevet ovenfor i sager i 1. instans, dog således at berammelsesafgiften forhøjes med 50 %. Det betyder f.eks., at berammelsesafgiften i en sag for Højesteret med en værdi på DKK 4.500.000 vil være (DKK 110.000 + (110.000 x 0,5) =) DKK 165.000, som altså vil skulle betales i tillæg til retsafgiften på DKK 4.000, hvis sagen gennemføres.

Også i en ankesag vil berammelsesafgiften dog bortfalde, hvis ankesagen bortfalder, og dette meddeles ankeinstansen senest to (2) uger før hovedforhandlingens begyndelse.

THOMSEN-FONAGER Advokatfirmas korte bemærkninger til lovændringen

Lovændringen har den væsentlige betydning, at det i dag er blevet markant billigere at anlægge en retssag med en større sagsværdi, selvom den samlede afgift (retsafgift plus berammelsesafgift) i de fleste tilfælde er blevet en anelse højere, end tilfældet var efter de hidtil gældende regler.

Samtidig vil det i praksis kunne få betydning, at berammelsesafgiften kan undgås helt frem til 2 uger før hovedforhandlingens begyndelse, idet erfaringerne viser, at mange retssager forliges sent i en retssags forløb, og i den forbindelse kan berammelsesafgiftsbesparelsen i sig selv være incitamentsskabende for, om en sag kan afsluttes på anden måde end ved opnåelse af dom.

Har du behov for at vide mere, eller har du en konkret problemstilling, du vil have vurderet?

Hos THOMSEN-FONAGER Advokatfirma rådgiver vi ofte om alle aspekter inden for den danske retspleje, og vi bistår naturligvis gerne med en konkret vurdering.

Hvis du vil vide mere eller i øvrigt har spørgsmål til ovenstående, er velkommen til at kontakte os.

Mikkel Theilade Thomsen

Partner, Advokat (H)

E-mail: MTT@tf-law.dk

Telefon: +45 51959402

Bjarke Fonager Larsen

Partner, Advokat, MBA

E-mail: BFL@tf-law.dk

Telefon: +45 51959467