Højesteret har den 29. maj 2018 afsagt en principiel dom, der fastslår, at en skadelidt kan afbryde forældelsesfristen over for en skadevolders forsikringsselskab ved at anmelde en skade inden forældelsesfristen udløb, jf. forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, men også at afbrydelsen ikke gælder forældelsesfristen for samme krav mellem skadelidte og skadevolder.
Indledende bemærkninger
Afgørelsen er interessent, fordi den på glimrende vis demonstrerer, at en skadelidt skal være særligt opmærksom, når en skadevolder er ansvarsforsikret, og skadelidte kan rejse krav direkte over for forsikringsselskabet. I sådanne tilfælde kan der nemlig indtræde forældelse på forskellige tidspunkter over for henholdsvis forsikringsselskabet og skadevolder.
De relevante faktiske forhold
A og B købte en ejendom, som ifølge salgsopstillingen, der var udarbejdet af en ejendomsmæglerforretning, havde et beboelsesareal på 246 kvm. Det fremgik videre at salgsopstillingen, at tagetagen var udnyttet med to ”gode værelser”. Dette fremgik også af plantegningen over ejendommen. Indehaverne af ejendomsmæglerforretningen, C og D, havde medvirket i forbindelse med salget af ejendommen.
Efter handlens gennemførelse havde A og B i marts 2011 modtaget en ændret salgsopstilling, hvori det om tagetagen var anført, at den havde to ”gode disponible rum”. A og B opdagede ikke på daværende tidspunkt den ændrede beskrivelse.
Da A og B ansøgte Københavns Kommune om tilladelse til at flytte en trappe, meddelte kommunen den 10. marts 2011 afslag og anførte, at tagetagen ikke var godkendt til beboelse. Kommunen fremsendte samtidig en korrigeret BBR-meddelelse, hvor ejendommens samlede beboelsesareal var angivet til 208 kvm. Herefter sendte A og B den 11. juni 2011 et brev til C og D, hvor de varslede et erstatningskrav.
A og B anmeldte i 2013 forholdet til ejerskifteforsikringen, der var tegnet hos Topdanmark Forsikring A/S, og først i forbindelse med behandlingen af forsikringssagen blev A og B opmærksomme på den ændrede salgsopstilling. Herefter rettede A og B den 7. marts 2014 krav over for C og D. Henvendelsen til C og D blev besvaret telefonisk af C’s og D’s ansvarsforsikringsselskab, Tryg Forsikring A/S (herefter ’Tryg’), som afviste erstatningsansvar og gjorde gældende, at kravet var forældet.
Den 18. december 2014 anlagde A og B sag mod C og D. Den 22. december 2014 anmodede Tryg om at indtræde i sagen som mandatar for C og D.
Spørgsmålet blev, om det af A og B rejste krav var forældet.
Byrettens begrundelse og resultat
Byretten lagde til grund, at A og B allerede i marts 2011 måtte have været klar over, at de kunne have et eventuelt krav mod C og D i anledning af, at beboelsesarealet var mindre end det areal, der var opgivet i salgsopstillingen. Endvidere havde A og B på dette tidspunkt alt det materiale, som de nu under sagen støttede deres krav på.
Herefter fandt byretten, at forældelsesfristen ikke havde været suspenderet, og at den skulle regnes fra marts 2011. Da sagen først var anlagt den 18. december 2014, var kravet forældet efter den almindelige 3-årige forældelsesfrist. Dommen blev anket til landsretten.
Landsretten begrundelse og resultat
Indledningsvis fastslog landsretten, at det var ubestridt, at kravet over for C og D ikke var forældet, da A og B anmeldte det til Tryg primo marts 2014, og at Tryg afviste kravet telefonisk den 10. marts 2014.
Herefter konstaterede landsretten, at det følger af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter, at forsikringsselskabet helt eller delvist afviser det anmeldte krav. Dermed var kravet som udgangspunkt ikke forældet, da A og B udtog stævning mod C og D i december 2014.
Spørgsmålet blev imidlertid, om bestemmelsen i forsikringsaftaleloven fandt anvendelse, når stævningen var indgivet mod C og D og ikke mod Tryg.
Landsretten fandt, at A og B havde haft hjemmel til at rejse kravet direkte over for Tryg, og at bestemmelsen i forsikringsaftaleloven alene vedrører krav mod forsikringsselskabet og ikke krav mod skadevolderne (A og B). At Tryg var indtrådt som mandatar for C og D i sagen havde ingen betydning.
Herefter stadfæstede landsretten byrettens afgørelse. Dommen blev anket til Højesteret.
Højesterets begrundelse og resultat
Højesteret konstaterede indledningsvis, at hovedspørgsmålet var, om forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, kan finde anvendelse i forholdet mellem skadelidte og skadevolder, der er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring.
Herefter konstaterede Højesteret, at bestemmelsen medfører, at forældelsesfristen afbrydes, når en skade anmeldes til forsikringsselskabet, og at forældelse af krav, som skaden giver anledning til, tidligst indtræder 1 år efter, at forsikringsselskabet helt eller delvist afviser kravet.
Da Tryg hæftede umiddelbart over for A og B - og efter henvisning til en tidligere højesteretsdom - fandt Højesteret, at bestemmelsen (også) regulerede forholdet gældende mellem forsikringsselskabet og skadelidte. Derimod fandt Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at en anmeldelse over for forsikringsselskabet også skulle afbryde forældelsesfristen i forholdet mellem skadelidte og den forsikrede skadevolder.
Da A og B alene havde anlagt sagen mod C og D - og ikke mod Tryg - var erstatningskravet forældet.
TF Advokatfirmas bemærkninger til afgørelsen
Selvom Højesterets resultat ikke er videre overraskende, viser sagen med stor tydelighed, at det er afgørende som skadelidt at forholde sig til over for hvem, der kan rejses krav, og at der kan gælde forskellige forældelsestidspunkter for det samme krav, alt efter hvem kravet rejses over for.
Sagen er desuden interessant, da samme problemstilling også vil gøre sig gældende i andre sager - f.eks. ledelses- og rådgiveransvarssager - hvor ledelsesmedlemmet henholdsvis rådgiveren har tegnet en ansvarsforsikring, der dækker en indtrådt skade direkte over for skadelidte.
Spørgsmål til dommen eller emnet kan rettes til advokat Mikkel Theilade Thomsen.